AB Digterparken, Bjerringbro

Om boligerne

Boligerne på Kaj Munks Vej 1–15 og 23–29 i 8850 Bjerringbro er opført i 1989–1990 og består af 12 private andelsboliger på hver 95 m².

Husene er fritliggende i ét plan og opført i klassisk stil med røde teglsten, træbeklædning og store glaspartier. Tagene er saddeltage med en hældning på 25° og belagt med røde betontagsten.

Alle boliger har egen have, afgrænset med hæk, samt en fritliggende carport med tilhørende redskabsrum.


Opdateringer og forbedringer

  • 2016: Udskiftning af bryggersdøre (nr. 9 og 11)
  • 2017: Nye vinduer og terrassedøre (træ/alu, 3-lags glas) i alle boliger
  • 2020: Udskiftning af øvrige yderdøre (træ/alu, 3-lags glas)
  • 2006: Udbedring af byggeskade og nye tagsten

Beliggenhed og omgivelser

Boligerne er placeret omkring en fælles tilkørselsvej med vendeplads og ligger direkte op til den fredede Bjerring Egeskov, med stiadgang mellem nr. 11 og 13.

Området byder på et veludbygget stisystem og naturskønne omgivelser mellem Bjerringbro by og skoven. Mod vest afskærmes området af et beplantningsbælte.

Der er mulighed for TV og internet via Bjerringbro Kabelnet og Norlys fiber.


Fællesskab og hverdag

Foreningen blev stiftet i 1989 og udvidet i 1990 til i alt 12 boliger.

Vi har et trygt og roligt naboskab, hvor man holder øje med hinanden – og hjælper ved behov. Der er mulighed for at tilmelde sig Nabohjælp.

Beboersammensætningen er primært voksne, med en gennemsnitsalder over 65 år.


Grundejerforening

Andelsboligforeningen er medlem af Grundejerforeningen Tages Minde, som bl.a. står for:

  • Snerydning og glatførebekæmpelse
  • Container til haveaffald
  • Fælles vedligeholdelsesinitiativer

Den enkelte beboer står selv for vedligeholdelse af egen hæk.


Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april, typisk i Gudenåhuset (Gl. Kantine).

Udgifter deles mellem grundejerforeningen og andelsboligforeningen.


Husdyr

I henhold til vedtægternes § 13 er det generalforsamlingen der beslutter reglerne for husdyrhold.
Husdyr må ikke være til gene for andre andelshavere.