Nye regler om oplysninger ved salg af andele – udfyldelse af nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen
For at styrke gennemsigtigheden på andelsboligmarkedet vedtog Folketinget i juni 2013 regler, der udvider sælgers oplysningspligt ved salg af andelsboliger.
Dette skal sælgerne udlevere
Efter reglerne skal sælgeren inden salg af en andelsbolig udlevere nøgleoplysninger om andelsboligforeningen og om andelsboligen til mulige købere. Nøgleoplysningerne skal udleveres i særlige nøgleoplysningsskemaer, jf. nedenfor.
Herudover skal sælgeren inden salget udlevere følgende dokumenter til køber:
Et eksemplar af andelsboligforeningens vedtægter
Andelsboligforeningens seneste årsregnskab og budget
Et referat fra andelsboligforeningens senest ordinære generalforsamling og eventuelle senere ekstraordinære
generalforsamlinger
Vedligeholdelsesplan, hvis foreningen har udarbejdet en sådan
Den senest udarbejdede energimærkning for ejendommen
Udfyldelse af nøgleoplysningsskemaer
Når en andelshaver ønsker at sælge sin andelsbolig og derfor anmoder andelsboligforeningen om et udfyldt
Nøgleoplysningsskema vedr. foreningen
skal andelsboligforeningen inden 10 arbejdsdage levere skemaet til andelshaveren.
Nøgleoplysningsskemaet for den enkelte andelsbolig til salg og
erklæringen om væsentlige ændringer samt
Centrale økonomiske nøgleoplysninger til brug for generalforsamlingen
skal også udfyldes og udleveres af foreningen.
Andelsboligforeningen har ansvaret for at udfylde de punkter i nøgleoplysningsskemaet, der vedrører:
Grundlæggende oplysninger om andelsboligforeningen
Foreningens drift, herunder udlejningsvirksomhed
Byggeteknik og vedligeholdelse
Nogle få oplysninger under punktet finansielle nøgleoplysninger
Det er foreningens ansvar at udlevere ét samlet nøgleoplysningsskema til sælgeren, der både består af de nøgleoplysninger, der er indberettet af långiverne og de oplysninger, som foreningen selv indtaster i systemet. Andelsboligforeningen bør, inden skemaet udleveres til sælgeren, sikre sig, at alle foreningens lån fremgår af skemaet.
Når skemaet er udfyldt, kan det printes ud og udleveres til andelshavere, der ønsker at sælge deres andelsbolig. Foreningen kan også vælge at gøre skemaet offentligt tilgængeligt på foreningens hjemmeside og henvise sælgere og købere til at hente skemaet dér.